Digte om min barndoms fabrik

I dag er fabriksområdet godt på vej til at blive et moderne boligkvarter.

Min barndoms fabrik

 

Det er århundredet for fabrikkernes død 

samlebåndene bliver lagt i kisten 

og brændt på bålet   

kun begrædt af dem  

der henslæbte deres liv  

som fabrikkernes fanger.

De andre trompeterer højt  

som medlemmer af et New Orleans orkester.

 

Læs flere digte nedenfor: 

  

Jeg gik på Alleskolen i Aalborg. Min barndoms fabrik lå lige ovre på den anden side af gaden, når jeg sad i klasseværelset. Jeg kunne se arbejderne udføre deres forskellige jobs inde på det kæmpemæssige fabriksområde. Jeg vidste, at de lavede eternit, men jeg vidste ikke, at de brugte noget, der hed asbest. Jeg vidste slet ikke, at asbest er meget farligt. At en enkelt asbestpartikel i lungerne kan medføre døden. Det vidste arbejderne heller ikke. Derfor gik de rundt og fejede asbeststøv uden beskyttelsesmaske og konerne hjemme i lejlighederne rystede det støvede tøj ud over altankanterne, hvorved de uforvarende satte deres eget og omgivelsernes helbred på spil.

Det var ikke før 1980'erne, at asbestens farlighed gik op for alle. På det tidspunkt stod det klart, at min barndoms fabrik var skyldig i den største arbejdsmiljøkatastrofe i nyere dansk historie. Mange var blevet syge efter den lemfældige omgang med asbest. Mange døde. Omfanget af skaderne kendes ikke endnu, for der er stadigvæk mennesker, der dør efter omgangen med asbest. Senest indgår alle vi, der gik på Alleskolen og i kvarterets andre skoler i en undersøgelse, der skal belyse, om vi elevers helbred er blevet påvirket af luftbårne asbestfibre. 

Digtene om min barndoms fabrik skrev jeg i forbindelse med fabrikkens lukning. Digtene indgik i min digtsamling AMORDFIBIE udgivet på forlaget Ravnerock 2011.

Digtene læses på Ordkraft 2015

 

Fabrikken og dens miljøproblemer er også skildret i mine romaner om ANNA RUBINA, hvis morfar arbejder på fabrikken (2013). 

 

 

Jeg er stjernefødt

blandt mennesker

der byggede en fabrik  

som spærrede mig vejen

og en skorsten så høj  

at den tog lyset fra månen. 

Nu er fabrikken død

cementarbejderne slæber sig  

hjem til lediggang med lillemor 

og skorstensmanden er faldet 

Jeg har fundet vej forbi liget.  

På den anden side er der et træ

og jeg ser at jordkloden er rund

ligesom månen 

som Pjerrot holder i en snor.

 

 

ooooooooooooooooooooooooooooo

  

Pjerrot leger med børnene

mens fabrikkerne brænder.  

De elsker at han har maske på 

for så kan de genkende ham overalt.  

Pjerrot er en månemand

i 69 tog han masken af  

da han indtog månekuglen

med de berømte ord  

”One step for man, one giant leap for mankind”. 

Nu holder han månen i en tynd snor 

og børnene tror, at den er en ballon.

 

oooooooooooooooooooooooooooo

  

Pjerrot er en hvid grimasse  

med sorte øjne  

og glad mund 

rød som et kirsebær

hvide sko. 

Børnene danser når de ser ham

snurrer rundt og hopper.

Pjerrot åbner bogen med ordene.

 

Gitte Paracha Thorhauge 2004

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

11.11 | 19:40
Velkommen har modtaget 2
Du kan lide denne side