Min egyptiske Facebook søn

Maleri inspireret af Arabisk Forår. Malet af Henny Præstegaard. Undskyld Henny. Nu fremgår teksten rundt om billedet jo ikke, men her er den: Jeg tænkte på kvinder, der måtte skjule deres hår og ansigt for at behage patriarkatet. Jeg forstod deres undergivelse og lydighed. Kan man kæmpe sig frem til frihed, hvis friheden ikke findes i ens bryst. Teksten er fra bogen Karitas - Kaos på Lærred.

Den 11.02.2011 om aftenen sad min mand og så TV om situationen i Egypten, hvor folket demonstrerede imod Hosni Mubarak. Imens sad jeg på min plads ved spisebordet og arbejdede med computeren.

Pludselig trængte der en stemme igennem netværket. En ung mands stemme på Facebook:

Egypt is Freeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeee!

 

Det er det, digtene på denne side handler om.

Digtene blev offentliggjort ved oplæsning og interview med Marianne Knudsen fra P4 på Ordkraft 2015.

I samtale om min egyptiske Facebook søn med Marianne Knudsen fra P4, Danmarks Radio.

Arabisk Forår, digte

 

Det var i de dage.

Diktatoren stod for fald.

Jeg så det alt sammen på TV.

Folket, der forsamlede sig på byens pladser.

Sphinxen, der forholdt sig afventende.

Og den gamle mand, der ikke ville lade sig falde.

Så begyndte folket af al magt at skubbe til den gamle mand for at vælte ham ned fra hans piedestal.

Men dagene gik og når diktatoren svingede med jernhandsken

Tegnedes der mønstre af blod på gader og veje.

Men folket ville ikke gå hjem.

De sang i gaderne, mens de skubbede og asede for at vælte den gamle mand af pinden.

De troede fuldt og fast på, at han ville miste sin handske.

Og nu ventede de blot på deres frihed.

Så en dag kom der et jubelskrig.

Det rungede som en datastrøm ind på min Facebook side.

Det var som et fly der gennembrød lydmuren.

 

Egypt is Freeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeee!

 

Jeg gennemrystedes af braget fra en ung mands stemme.

Så glad var stemmen, at hårene rejste sig på min krop

Så forventningsfuld, at den fik tårer frem i mine øjne

Så lykkelig at den blev til sang i mine ører.

 

Jeg sad og så på TV skærmen.

På den udbrød der pludselig jubelscener på byens pladser.

Tusinder af mennesker var forsamlede i jubelens nat.

Jeg vidste, at han var et af dem.

En lille prik i menneskehavet, der lyste imod mig.

En lille prik, men for mig pludselig en dybt personlig historie.

Kun Pshinxen vidste, hvad der ville komme.

 

 

oooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooo

 

 

Han kalder mig Grandmother.

Han er tyve og jeg er næsten tres

Vel omtrent på Sphinxens alder set med hans øjne

Alligevel er der en gemytlig tone imellem os

Hvordan kan det lade sig gøre, når vi aldrig har mødtes?

Hvordan kan det lade sig gøre, når vores kulturer er så forskellige?

Hvordan kan vi skrive sammen, som om vi har fundet en gammel ven?

Jeg fortæller om mit liv.

Han fortæller om sit.

Det er forskellige liv

Der er ingen fællesnævner.

Andet end dette medie.

Denne Facebook, der bringer mennesker sammen på godt og ondt.

Uden skelen til alder, køn eller race.

Han kalder mig Grandmother.

Min egyptiske Facebooksøn.

 

 

oooooooooooooooooooooooooooooooooooooo

 

 

Diktatoren er faldet og de unge mænd fejer byens snavsede gader.

Jeg er et Facebook vidne, mens Sphinxen ser på med trætte øjne.

 

 

oooooooooooooooooooooooooooooooooooooo

 

 

Han spørger mig til råds, min Facebook ven fra Egypten.

Om frihed og demokrati.

Jeg lever jo i frihed i et demokrati, så jeg må jo vide alt om den slags.

Jeg hopper i med begge ben op …

… Og hovedet ned.

Føler mig så stolt over at leve i frihed.

Påbegynder et skolemesterkursus i demokratiets væsen.

Glemmer, at han ikke er alene i Egypten, men en af hundrede millioner.

Glemmer, at andre har andre meninger end han.

Glemmer, at mange ikke ønsker hverken frihed eller demokrati.

Glemmer, at de var tilfredse med tingenes tilstand, før foråret sprang ud.

Glemmer, at mange er analfabeter.

Hvad hjælper det at belære ham?

Hvad med de hundrede millioner, jeg ikke kan nå?

Hvad hjælper det at belære nogen?

Det er jo ikke engang sikkert, at jeg har ret.

 

 

oooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooooo

 

 

Jeg ser billedet for mig.

To unge fyrer med blæk på fingeren.

Min Facebook søn og hans kammerat.

De viser stolt fingeren frem.

Deres blækfinger.

Symbolet på den nye tid …

på friheden

på demokratiet.

De har stemt for første gang I deres liv.

Fuldstændig som alle andre egyptere.

Uanset alder.

Det er årsagen til blækfingeren.

Det er årsagen til glæden og stoltheden.

De står overfor en ny tidsalder.

Fra i morgen vil livet være anderledes.

Tror de.

Nyt og friskt.

Uden tortur og tåregas.

Sphinxen ler så det buldrer i ørkenen.

”Bliver det egyptiske folk dog aldrig klogere!”.

 

 

ooooooooooooooooooooooooooooooooooooooo

 

 

Diktatoren rejser sig på sit væltepeterfundament af døde.

Hans smil er nyt.

Torturkamrene er de samme.

Han taler til nationen, mens maskinpistolerne er rettet mod befolkningen. Demokratiet er dødt, endnu inden dets fødsel.

Skudt ihjel for øjnene af millioner.

Mødrene henter deres døde sønner.

Fædrene begraver dem.

De unge mænd går på bar for at skylle drømmen om frihed væk.

Sphinxen sukker.

Nu kender den sit land igen.

 

 

ooooooooooooooooooooooooooooooooooooo

 

 

Sphinxen slår forbavset øjnene op.

Vil han forlade landet?

Denne unge søn af Nilens vand.

Denne unge rebel, der blev gadefejer

 

før han mistede håbet

 

Men der er ingen steder for den unge mand at vandre.

Ingen lande vil tage imod ham.

Ingen kan bruge hans kvalifikationer.

Hvorfor?

Fordi han har et egyptisk pas.

 

Alt er ved det gamle.

Diktatoren ler.

Sphinxen græder

 

 

 

MIn Facebook ven

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

11.11 | 19:40
Velkommen har modtaget 2
Du kan lide denne side