Standardside

 

Grænseoverløberen

Dette mørke, dette grå, dette ildevarslende løber ind over den danske grænse - ved nattetide. Lidt øst for Tønder. Den første nat lægges mange kilometer tilbage. Fra Tønder følger det hovedvejen til byen i Sønderjyllands hjerte, hvor det forsvinder i tætte tåger (det er mosekonen, der brygger) men tro ikke, at det stopper her. Nej, det grå, ildevarslende fortsætter op igennem landet. Det passerer byer som Skjern og Holstebro, men ingen af byboerne ser det. De ved ikke, at en frygtindgydende invasion er begyndt.

Til sidst passerer det den store fjord mod nord. Det har brug for et sted at være. Et sted, hvor der er tryghed og hvor det kan brødføde sit afkom. Det sted finder det på de store øde vidder ud mod havet. Det grå, der ikke er så mørkt i dagslys, slår sig til ro. Det mærker, at det er kommet til et sted, hvor tidligere slægtled kunne jage, men det fornemmer også tidligere slægtleds blod i den sandede jord. Det ved instinktivt, at det er i fare. Det sætter sig på halen og hyler. Et hjerteskærende hyl er det. De dyr, der hører det, ryster af angst. Også de har en anelse om, at det grås slægtninge engang huserede på egnen.

En dag er der et billede af det grå i avisen. Det er et meget utydeligt billede, taget på lang afstand og med telelinse, men alligevel er der pludselig tale om en sensation. Alle taler om det grå. Også indbyggerne i Tønder, Skjern og Holstebro, der stadigvæk er uvidende om, at det løb forbi lige nedenfor deres soveværelsesvinduer.

Den er kommet tilbage, siger nogen med jubel og bæven i stemmen. Jubel på grund af dets tilbagevenden efter et århundrede langt fravær. Bæven, fordi det indgyder frygt selv i den mest ivrige tilbeder.                                                                                                                                                                                               

Andre sammenligner det grå med bjørnekloens og dræbersneglens invasive fremfærd og finder våbnene frem. 

Den grå løber ved ikke, at den er en sensation. At den pludselig er blevet samtaleemne i hele landet. Helt over til København, hvor der tales om den på Tinge. Den gør bare et ihærdigt forsøg på at opretholde livet, men desværre har sygdom angrebet den. Den dør.

De finder hans lig. Han var usigelig smuk. Nu er han bare en samling skind og ben. Alle borgere i landet udstøder et ærgrelsens suk. Mange fordi sensationen døde med ham. Andre fordi de lige var kommet i humør til at brokke sig over ham. Nu ved de næsten ikke, hvordan de skal holde alle deres vrede ord tilbage.

Videnskabsfolkene prøver at være neutrale. Da de ikke kender hans identitet og ikke ved, hvor han kom fra, bliver der indsendt en DNA prøve til rette myndighed. Og jo, billedet viser en sensation. Den grå var et genfærd. Genopstået fra de døde. De døde, der havde udgydt deres blod over det ganske land for tohundrede år siden. Myrdet med krudt, kugler og stokkeslag. Ikke underligt, at den grå valgte at holde lav profil på sin rejse ind i dette ugæstfrie land. Nu var den død, ikke på grund af våben, men på grund af den forfærdelige sygdom, der havde fortæret dens livsvilje.

Men nede i grænselandet rør' de grå, ildevarslende skygger på sig. Nu kommer de i flokke. De strømmer ind over grænsen fra Kruså til Tønder og også de bevæger sig op igennem Jylland ved hjælp af nattemørket. Jeg så selv en sådan skygge en dag, der stod i venners tegn. En aften med digte, vin og ost. På vejen hjem var den grå skygge der pludselig. Ved Sønderup. Jeg så den i et sekund eller to, men jeg var ikke i tvivl. Det var en af dem. En af de invasive. En af dem, vi ikke vil have, fordi de tvinger os til at ændre vores verden. Vores verdensbillede.

Det er vel derfor, at aggressionerne vokser imod de grå, efterhånden som de kommer frem. 

De har været inde på min grund, råber folk. 

De har ødelagt min ejendom, hvæser andre. 

Det varer ikke længe, før de slår nogen ihjel, enten dyr eller mennesker, prøver atter andre at advare. 

 Læserbrevssiderne fyldes med læserbreve, der vender sig imod de grå grænseoverløbere.

Men en dag er der en hun, der får unger. De er små, de er søde. Deres pels er blød som en hundehvalps. De sætter sig på deres haler og hyler og fordi de stadigvæk har lyse hvalpestemmer, ved hjorte og krondyr, at der ingen fare er på færde, men de lærer at passe på, for de ved, at hvalpene vokser til og bliver fantastiske jægere en dag. De ved det, fordi de har vidst det i tusindvis af år, inden der var et par hundrede år, hvor de glemte det, fordi mennesker havde dræbt de smukke grå med krudt, kugler og stokkeslag, indtil der i det Herrens år 1813 ikke var et eneste eksemplar var tilbage.  

 

Gitte Paracha Thorhauge 2015

 

Men altid fri

Forestil dig

At du er under en halvkugle

At den varmer dig

At den giver dig lys

At den lader grønt vokse omkring dig 

Og blomster lader skønne dufte

Strømme imod dig

Forestil dig 

At denne blå halvkugle kan skifte farve

Se den for dig som grå 

Og regnfuld

Nogle gange næsten som sort

Og se stjernerne på den

Kan du se at de blinker til dig

De danner pudsige figurer

Kendt fra oldtiden

Stjernetegn

Der inddeler vi mennesker i 

Tyren

Vædderen 

Jomfruen

Og i mange flere

Tolv stjernetegn i alt findes der

Min elskede er skorpion

Jeg er tyr

Han bider hurtigt og giftigt fra sig

Og ind imellem sårer han mig dybt

Men jeg er en tyr

Jeg har mange kræfter 

Og jeg kan løbe stærkt

Så jeg tromler ham

Som jeg ville tromle tyrefægteren

Hvis jeg var en spansk tyr i arenaen

Og fik chancen

Men nej

Der ville jeg såmænd nok få et spyd i nakken

Mit store tyrehoved ville falde fremad

Jeg ville ikke mere kunne løfte det

Og jeg ville dø

Så ville mit hoved blive skilt fra kroppen

Det ville blive udstoppet 

Og hængt op på en væg

For at ære den mand

Der slog mig ihjel

Så heldigvis bor jeg under den blå kuppel

Her hvor den så ofte skifter til grå

Og lader regnen sile

Og jeg tænker på dem

Der er på vej hertil i synkefærdige både

De vil hellere dø på havet 

End blive i et land

Hvor himlen kan være stegende blå 

Og hvor livet kan rinde af dem

På samme måde

Som når jeg tager min spade 

Og med den hugger hovedet af disse invasive dræbersnegle

Invasive fra Spanien er sneglene 

Invasive er menneskene i bådene

Der er på vej til at synke

Mener nogle

Så de maler hagekors på panden af de synkende

Før de drukner

Før de føder deres børn

Brænder de dem

De ønsker dem ikke her under vores kuppel

Der skaber grobund for grønne træer 

Og store kunstnere

De ønsker dem hen hvor peberet gror

Derhen hvor mennesker regnes for snegle

Der lynhurtigt kan deles i to med en spade

Hvad nu hvis jeg tog spaden 

Og hakkede hovedet af katten 

Af den lille killing 

Der stadigvæk er hjælpeløs 

Ville jeg så ikke være en dyremishandler

Men hvorfor så slå mennesker ihjel 

Hvorfor voldtage kvinder

Hvorfor lade mandslemmet vokse frem 

På denne uhensigtsmæssige måde

Jeg kalder dem mordere

Disse skånselsløse mennesker

Der vil rive mennesker itu

Og dele tanken fra hjertet

Bevar kærligheden 

Riv ikke ned

Men byg op

Bevar oldtiden 

Og lad den vokse sammen med nutiden

Og fremtiden 

Og himmelhvælvet

Og lad evigheden brede sig

Lad bjergene vokse heri

Som orme og ubetydelige væsener vokser i dag

Lad bjergene sejre 

Sammen med vandet 

Og kærligheden

For håret vokser på kvinder

Når de er glade

Og deres øjne bliver som stjerner

På en kuplet himmel

Denne kuppelform

Der er evig i sin udbredelse

Med stjerner og galakser som diamanter

På dens udbredte tæppe

Den himmel der er vores

Med sol og måne

Den himmel 

Der har plads til fuglene 

Og flyene

Der har plads til turisterne

Der gerne vil rejse 

Og se den himmelske halvkugle fra nye vinkler

Og fluerne er i himlen 

Det er dem svalerne snapper

Mens de kvidrer igennem luften 

Nogen gange højt

Nogen gange lavt

Men altid frit.

 

Gitte Paracha Thorhauge 2015 

 

  

Hybenroser

 

Husker du dem fra vores barndom

Hybenroserne

Der smykkede landskabet

De smukke blomster i rosa eller hvidt

Og deres orangerøde hybenfrugter

Som vi åbnede

Frøene kastede vi ned ad ryggen på hinanden

For sjov

Det kløede helt afsindigt

De smagte skønt

Hybenfrugterne

Når farmor havde lavet marmelade af dem

Ja, altså farmor

Som jeg delte med dig

I sommerhuset i Blokhus

Hvor havde vi mange dejlige ferier

I det sommerhus

Hybenroserne dannede hæk

Og smykkede højen med flagstangen

Kan du huske

At vi hjalp farmor med at plukke dem

Hybenfrugterne 

Så hjalp vi farmor med at dele og rense dem

Hun lavede marmeladen

Mens vi spillede Ludo eller Matador

Eller snakkede og fnisede i køjesengene

Hvis det var regnvejr.

 

Og når vi gik ad stierne ned mod havet

Kom vi forbi en masse hybenroser

Nogen af dem voksede såmænd helt ud i klitten. 

Der dannede de skønne farvestrålende pletter

Man skulle passe lidt på

Når man løb med bare fødder

Ned for at bade i havet

For de kunne stikke

De hybenroser.

 

Så en dag 

Da jeg var blevet voksen

Fik jeg at vide

At hybenroser er farlige

Ikke bare fordi de stikker

Men fordi de er invasive

Nej nu - tænkte jeg - det er for meget

Min barndoms hybenroser

Men det var rigtigt nok

Min kære hybenrose fra barndommens land

Var i virkeligheden en rynket rose 

En skurk i forklædning. 

Det var gået op for nogle kloge mennesker

At den kom fra et andet land

At den slet ikke var en naturlig del

Af vores allesammens barndom

Ingen havde nogensinde tænkt på det før

For den var jo alle vegne 

Og den var jo så smuk og populær

Men nu fik vi læst lektien

Af de kloge

Vi forstod, at de havde lange udløbere

Disse roser

Der fik dem til at formere sig voldsomt

Det var jo nok derfor

Vi så dem så mange steder. 

 

Nu bliver rynket rose fjernet fra landskabet

Og der hvor den holdt på klitternes sand 

Eroderer de og nedbrydes

Så havet kan trænge langt ind i landet.

 

Jeg savner dig, du farvestrålende rose

Med de dejlige frugter

Jeg savner din plads under det danske flag

Hvor du dannede krans om flagstangen. 

Jeg savner dig i klitten

Fordi du skabte små oaser med læ

Så skidt med at du engang imellem stak mig i tæerne 

Jeg savner dig som symbol

På det Danmark jeg kendte.

Kære hybenrose

Jeg vidste ikke, at du var fremmed

Derfor troede jeg at du var såre dansk.

 

Gitte Paracha Thorhauge 2016

 

 

 

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

11.11 | 19:40
Velkommen har modtaget 2
Du kan lide denne side